Ikke-kategoriseret Nybegynder i Lystfiskernes verden

Nybegynder i Lystfiskernes verden

Når man som nybegynder mærker det mindste ude i søen er man sikker på det er en fisk. Når man så som nybegynder har prøvet at fiske mere end én gang (max 10 gange), så tror man at det nok bare er bund. Sådan troede jeg også det skulle være denne gang.

Claus og jeg var taget i Vesthimmerlands Put & Take en lun sommeraften i vores ferie for at fange guldørred, min foretrukne spisefisk. Mit ønske var selv at fange den, men inderst inde var jeg mere sikker på at det var Claus der fik fisken med hjem og jeg fik øvet mig i at kaste ud. Men som billedet afslører fik jeg også en fisk med ind på land.

Mens jeg står ved bredden og kaster Donkey gennemløberen ud mærker jeg flere gange “bund” – eller som manden min har lært mig, fisk der napper. Pludselig er det altså ikke bare et lille nap, men i min oplevelse en KÆMPE fisk der bare spæner ud i dybet med min agn i munden. Panikken breder sig i min krop og det eneste der står klar for mig er Claus’ ord, “op med stangen og hold linen stram.” Så det gør jeg og har også succes med at få fisken tættere ind mod bredden med den teknik. Jeg er dog ikke sikker på jeg kan få den helt ind, for hold da op den er stærk. Det viser sig da fisken er kommet i nettet, at det er den hidtil største fisk jeg har fanget og min anden guldørred nogensinde (læs: det var min 4 fisk). Den var over 2 kg og dermed en ny PR. Så ved jeg godt i er mange der har fanget meget større fisk og der uden tvivl er meget mere spræl i noget af det i har oplevet, men hvis man nu skulle drømme sig tilbage til da i var newbies, så er jeg sikker på nogen af jer husker følelserne de første mange gange.

Det er denne gennemløber fisken er fanget på, med masser af respons fra andre fisk også.

Stolt var jeg og derfor ville jeg da også for første gang selv filetere min fangst, vi har vel alle set “Nak og Æd” i tv. Så det var vel det mindste lige selv at ordne det. Lad mig sige det sådan, det ser noget nemmere ud når Claus gør det end det egentlig er og han skulle også hive en hel del tålmodighed og ro frem da han stod og skulle lære mig hvordan man tog sådan en fisk ud og fileterer den ved rense bordet. Den historie må blive gemt til en anden god gang hvor jeg er mindre hysterisk og mere øvet.

Claus kunne selvfølgelig ikke dy sig og måtte filme begivenheden. Jeg ved ikke om man kan fornemme angsten i mit ansigt da det går op for mig at jeg bliver filmet, men til dem der ikke kender mig, så er jeg ikke fan i det øjeblik og også rimelig perpleks efter fisken er kommet på land. Det er helt surrealistisk for mig at JEG fangede en SÅ stor fisk.

Skulle der være nogen der undrer sig over hvem f…. Pouline er, så er det fisken jeg lige har fanget, der er navngivet efter den første guldørred og første fisk jeg fangede tilbage i juni 2018 som dengang fik navnet Poul. Jeg var også der pavestolt og lovede at den næste guldørred jeg fangede skulle hedde Pouline.

2. Juni 2018, fanget i Buderupholm

Jeg håber det har været lige så sjovt for jer at læse mit oplæg som det har været at skrive det.

Skulle der være spørgsmål, kommentar eller fif til hvordan jeg kan fange endnu flere fisk, er i velkommen til at rette henvendelse i kommentarfeltet nedenfor.

Knæk og bræk derude!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Related Post